december 29, 2011

Åben tværfaglighed

Share

Åben tværfaglighed

Når Den Tværfaglige Sundhedsklinik holder åbent hus en gang om måneden, trækker det mange til. Her kan man få svar på sine spørgsmål og blive en hel del klogere på hørelsen.

Af Jakob Brodersen

Det er en bagende varm sensommereftermiddag.
I herskabslejligheden på Frederiksberg, hvor Den Tværfaglige Sundhedsklinik holder til, er der i dag det månedlige åbent hus-arrangement, hvor alle interesserede frit kan komme op og få gode råd og svar på deres spørgsmål om høreproblemer.
Vinduerne står på vid gab, og de lange, løse gardiner blafrer i aftenbrisen, da godt 50 mennesker indfinder sig i lokalerne ved 16-tiden. De er så mange, at de må dele sig i to hold; et, der har spørgsmål om høretab og høreapparater og et, der fortrinsvis har spørgsmål om tinnitus, Ménière og lydoverfølsomhed.

I hver sit lokale sidder de sammen med forskellige eksperter og får svar på de spørgsmål, de har kæmpet med i lange, søvnløse nætter; vil min Ménière brede sig fra det ene øre til det andet? Kan mit høreapparat ikke hjælpe mig mere?
En direktør for en høreapparatfabrik giver sammen med Lotte Rømer gode råd og svar på en del af spørgsmålene i den ene gruppe.
LBHs nye formand, Søren Dalmark, der også er mødt op, følger interesseret med.

Foredrag og afspænding

Da den første time af arrangementet er gået, bryder folk op fra de to grupper og mødes i et stort mødelokale, hvor akustikeren Jan Voetmann holder foredrag om akustik og hørekurver - og om, hvor vigtig høresansen er.
Han fortæller om støjskader, viser fotografier af sunde og ødelagte hårceller og giver eksempler på audiogrammer ved forskellige former for høretab.
Da han er færdig, kan tilhørerne stille spørgsmål, og hurtigt farer et par hænder op. Det vækker genklang hos flere af tilhørerne, og diskussionen breder sig til det meste af lokalet.
Efter endnu en kort pause, tager afspændingspædagogen Eva Brix over. Hun giver smagsprøver på forskellige øvelser. Folk kommer op af stolene og strækker sig mod det lyddæmpende loft som dovne hankatte, mens hun fortæller:
"Tinnitus er med til at stresse kroppen. Derfor har man også brug for at lære at afspænde. Og samtidig virker øvelserne defokuserende. Man 'glemmer' sin tinnitus mens man koncentrerer sig om kropslige øvelser."
Hun får hele salen til at sidde med lukkede øjne som i trance, mens hun taler roligt og indtrængende:
"Mærk, hvordan dine fødder fornemmes. Helt ned i fodsålerne. Prøv så at mærke skinnebenene..." hun taler sine tilhørere op gennem hele kroppen med en messende, beroligende stemme.
Den afslappede, meditative stemning i lokalet afbrydes et øjeblik, da et blafrende gardin sender en lampe i gulvet med et brag. Hurtigt får hun kontrol over situationen, og i løbet af kort tid har alle i lokalet - bortset fra Eva Brix - fået både et powernap og fjernet fokus fra deres tinnitus et stykke tid. Kun en enkelt kan ikke få støjen ud af hovedet.

Frivillige med gratis svar

Da seancen er overstået, fortæller Eva Brix om kurserne på Den Tværfaglige Sundhedsklinik. Dagens arrangement er et af de månedlige gratis tilbud, og alle der er kommet for at øse af deres viden, gør det uden at få noget for det.
Akustikeren Jan Voetmann er begejstret for tilbuddet og glad for at være med:
"Det er enestående at der findes mennesker, som måned efter måned - år efter år - bruger deres fritid på at hjælpe folk, der er kørt fast i systemet, så de kan få den hjælp de har brug for i vores ellers så glimrende offentlige sundhedssystem," siger han. "Man skulle jo gerne sørge for at folk bruger det høreapparat de har fået; og at de er glade for det."

Susanne Friis har lagt vejen forbi klinikken på Frederiksberg for første gang denne aften. Hun forsøger selv at få svar på et spørgsmål om trykforandringer og hørelse.
"Det virker som om det er nogle mennesker, der ved meget. Hvis man selv kan fokusere på, hvad man har brug for at få at vide, vil jeg tro at man kan få svar på det, man har brug for," siger hun eftertænksomt. "Jeg har ikke fået svar endnu, men det tror jeg nu nok jeg skal få. Det virker til at folk her er kompetente og har et godt netværk."

Åbent hus på Den Tværfaglige Sundhedsklinik finder sted en gang om måneden. Der er gratis adgang. Læs mere på klinikkens hjemmeside www.sundhedsklinik.dk