december 22, 2011

YouTube vil tekste videoer på 51 sprog

Share

Verdens største videohjemmeside, YouTube, har taget de første skridt til at gøre de mange millioner videoer tilgængelige for mennesker med høretab over hele verden.

Ved en pressekonference i sidste uge, kunne Google, der ejer You Tube, præsentere en helt ny teknologi, der gør det muligt at lave automatisk tekstning på mange af de videoer, der ligger på siden.

Ved at kombinere talegenkendelsesteknologi, der kan oversætte engelsk tale til engelsk skrift med Googles egen oversættelsesteknologi, bliver de engelsksprogede videoer på YouTube tilgængelige for mennesker medhøreproblemer på 51 forskellige sprog – heriblandt dansk.

En af ingeniørerne bag tekstningssystemet er den døve ingeniør Ken Harrenstein.
”Det her er noget jeg har drømt om i mange år. At se det blive til virkelighed er helt utroligt,” siger han.

Til at begynde med vil tekstningen blive afprøvet på en række udvalgte kanaler – primært kanaler for uddannelsesinstitutioner som Yale, Stanford og andre universiteter samt bl.a. National Geographic og Googles egen kanal.

”Vores værktøj er ikke perfekt endnu, så vi vil være sikre på at vi får noget respons fra videoejerne og brugerne inden vi ruller det ud for hele verden,” siger Ken Harrenstein.

”Nogle gange fungerer automatisk tekstning godt, andre gange ikke helt så godt – men det er bedre end ingenting, hvis du har høreproblemer eller ikke kan sproget.”

Kilde: New York Times, 19/11/2009