december 22, 2011

Vi hører bedst med højre øre

Share

Skal man have sit budskab igennem i et rum med larm og musik, skal man tale til det højre øre. Det viser en serie italienske undersøgelser.

Sommeren står for døren, og inden redaktionen på hoerelse.info går på ferie, kan vi berette om en af de mere specielle undersøgelser indenfor høreverdenen.

Italienske forskere fra universitetet i Chieti har igennem en række undersøgelser konstateret, at det er bedst at tale ind i det højre øre på mennesker, der befinder sig i et rum med megetstøj.

Tidligere undersøgelser har peget i samme retning, men de har altid været foretaget i laboratorielignende omgivelser uden at tage hensyn til almindelig social interaktion – og det kan man ikke just beskylde den nye italienske undersøgelse for.

En del af undersøgelsen gik ud på, at forskerne henvendte sig til en række gæster på en larmende natklub. Først mumlede de noget uforståeligt og afventede derefter om gæsterne tilbød højre eller venstre øre til at få sætningen gentaget.

Ved at observere gæsterne, kunne forskerne desuden konkludere, at langt de fleste gæster talte til hinandens højre øre, når de talte sammen.

I den afsluttende del af undersøgelsen spurgte forskerne gæsterne, om de måtte få en cigaret – og fik klart mest respons, hvis de talte direkte til gæsternes højre øre.

Står man lige for at skulle køre hele familien på sommerferie, kan det eventuelt være nyttigt at huske på, at chaufføren lytter til resten af bilen med sit højre øre, mens personen på passagersædet lytter med sit venstre.

Kilde: www.usnews.com 26/06/2009