december 27, 2011

Ung fodboldspiller diskrimineret på grund af høreapparater

Share

Fodbolddommer i Spanien tvang 12-årig fodboldspiller til at tage høreapparaterne af under en kamp. Tilskuerne blev så vrede, at dommeren måtte eskorteres fra banen af politiet.

Den 12-årige dreng Mario har spillet fodbold i den lokale klub i Madrid, C.D. Griñón, siden han var seks. Han er stamspiller på klubbens yngste seriehold, og af hans spillerprofil fremgår det klart, at han brugerhøreapparater. Det har aldrig før givet anledning til nogen problemer.

17. marts i år spillede han kamp mod et andet seriehold, da dommeren kaldte ham hen til sig kort før pausen. Dommeren ville have ham til at tage høreapparaterne af. Drengen kunne ikke forstå hvorfor, og begyndte at græde. Det fik dommeren til at true med at smide ham ud, hvis ikke han tog apparaterne af.

Den oprevne dreng tog apparaterne ud af ørerne, mens han forklarede, at han så formentlig ikke ville kunne høre når der blev råbt offside. Det fik dommeren til at råbe ad ham: ”Kan du høre mig nu?! Ja? Godt, så løb ud og spil!”
Blandt de chokerede tilskuere på sidelinjen var Marios mor.

”Vi har kæmpet i 12 år for at vores barn ikke skulle føle sig diskrimineret eller anderledes end andre børn, og det kommer du og ødelægger på ét sekund,” sagde hun ifølge avisen El Mundo til dommeren.

Tilskuerne til kampen blev så vrede over optrinnet, at dommeren var nødt til at fløjte kampen af og tilkalde politiet, så han kunne blive eskorteret bort fra stadion.

Drengens forældres frustrationer voksede, da de fandt ud af, at fodboldforbundet i Madrid ikke vil gøre mere ud af sagen. De vil nu selv gøre alt hvad de kan både socialt og juridisk for at forhindre lignende tilfælde af diskrimination og ydmygelse af børn med handikap.

Mario spillede for sit hold igen en uge efter den traumatiske oplevelse. Han havde sine høreapparater på.

Kilde: www.hear-it.org