december 27, 2011

Tinnitus på hjernen

Share

Tinnitus på hjernen

Næsten hver tredje amerikanske krigsveteran fra Irak og Afghanistan lider af tinnitus. Nu leder forskere efter det sted i hjernen, hvor den lydløse støj opstår.

Det er forskere ved universitetet i den amerikanske by Buffalo, der har modtaget en bevilling svarende til godt 17 millioner kroner over de næste fem år til at forske i signaler fra hjernen, der kan være ansvarlig for fantomlydene og til at forsøge at finde mulige behandlingsmetoder.

Forskerne har arbejdet med tinnitusforskning i mere end 10 år og har udviklet en speciel metode, så de kan afsløre, om deres forsøgsdyr – i dette tilfælde rotter – lider af tinnitus. Lidelsen opstår oftest som følge afstøjpåvirkning, alderdom, stress, ulykker osv. og er bl.a. til stor gene i militæret, hvor 30 procent af krigsveteranerne i USA rammes af den indtil nu uhelbredelige tilstand.

”I mange år troede vi, at hyletonerne eller brusene som mennesker med tinitus oplever, opstod et sted i øret,”siger Richard Salvi, Ph.D., der er leder af forsøgene på University of Buffalo. ”Men ved at lave hjernescanninger på personer med tinnitus, har vi kunnet se, at lydene opstår et sted i hjernen i stedet for i øret. Det har ændret hele vores forskningsmetode.

Det, Salvi og hans kolleger har opdaget er, forenklet sagt, at når hørecenteret i hjernen begynder at modtage svagere signaler fra øret, skruer det op for lyden for at forstærke de svagere signaler fracochlea. Når det sker, kan det lyde som hyletoner, ringetoner, hvid støj eller andre typiske tinnituslyde.

Forskernes næste mål er at forsøge at kortlægge det mønster, der opstår i hjernen, når tinnitus opstår. Når der er klarhed over hvor og hvordan tinnitusen opstår, kan de begynde at arbejde på at udvikle en mulig medicinsk behandlingsmetode.

Kilde: www.hindu.com 08/10/2007