Tinnitus

Share

Tinnitus er betegnelsen for oplevelse af støj, hyletoner eller susen i ørerne og er et fænomen, som ikke kan høres af andre end personen selv.
Tinnitus kan have utallige årsager, såsom forskellige sygdomme, ørelidelser,

høretab, medicin, unormalt blodtryk, støj, stress, psykisk ubalance m.m.

De fleste mennesker, både børn og voksne, oplever af og til at have støj i ørerne efter en lang dag i skolen/på arbejdet, efter en fest eller en koncert med høj musik. Dette er som regel forsvundet dagen efter og er ikke tinnitus - men det er ikke desto mindre tegn på, at hørelsen er blevet belastet.

Hvis hørelsen igen og igen udsættes for belastning, kan støjen i ørerne pludselig blive permanent (eller ofte tilbagevendende) og man vil herefter betegne det som tinnitus. I de senere år har det vist sig, at kraftig lyd/støj af forskellige art er en af hovedårsagerne til det voksende antal tinnitus-ramte.

Tinnitus behøver ikke at være ensbetydende med et høretab, men omvendt er tinnitus ofte tegn på, at nogle af det

indre øres sanseceller er blevet overbelastet eller beskadiget. Er sansecellerne ødelagte, kan de ikke repareres eller gendannes.

Støj eller hyletoner i ørerne kan således være tegn på en støjskade, hvor der er hørenedsættelse i helt specifikke frekvensområder - måske ikke i en grad, der vil betegnes som et egentligt høretab, men som alligevel giver problemer med at høre, hvis der f.eks. er meget baggrundsstøj.

Tinnitus har en tendens til at 'vokse', hvis man fokuserer på den, er anspændt eller f.eks. er angst for årsagen. Selvom tinnitus som sådan ikke kan helbredes, findes der i dag bl.a. forskellige psykologiske metoder, som kan hjælpe den ramte, så støjen i ørerne ikke mere forstyrrer eller opfattes som belastende. Nogle mennesker har også erfaring med, at visse former for vitaminer eller kosttilskud kan have en positiv virkning. Andre har lettere ved at falde i søvn, hvis de udsættes for en svag støj fra stereoanlægget eller fra en lydpude.

Hvis støjen i ørerne er opstået efter langvarigt

støjende arbejde (f.eks. som smed, maskinarbejder, musiker eller børnehavepædagog) vil nogle opleve, at tinnitus'en aftager eller forsvinder, hvis man ophører med arbejdet. Men for mange er det et problem, der desværre er kommet for at blive.

Da tinnitus i nogle tilfælde kan være tegn på andre sygdomme, er det en god ide at opsøge en ørelæge, hvis man pludselig oplever vedvarende støj eller hyletoner i ørerne.