december 22, 2011

Støjmåling mod brian-bilister

Share

Det skotske politi har taget et effektivt våben op i kampen mod unge mænd i overtunede biler; støjmålere.

Indbyggerne i flere skotske provinsbyer er ved at være godt trætte af kække unge mænd i toptunede biler med modificerede ogstøjende udstødninger. Så trætte, at politiet flere steder har fået støjmålere med i patruljevognene.

Møder betjentene en tunet bil, der støjer mere end det tilladte, starter bøderammen ved £30 (ca 300. kr.). Bliver man taget i samme overtrædelse flere gange, bliver bilen beslaglagt.

Erfaringerne fra provinsbyerne viser, at det støjmålingerne har været en effektiv metode til at få standset de støjende unge mænd. Derfor overvejer politiet i Edinburgh nu også at indføre målingerne.

”Mange af os ved jo, hvor irriterende det kan være at blive vækket af lyden af en støjende udstødning klokken et om natten,” siger færdselsbetjent David Hynd.

”Hvis man for eksempel tager en Ford med en motor på 1.3 liter, støjer udstødningen som udgangspunkt måske 70dB. Men hvis man modificerer den og sætter en ekstra boks på udstødningen, støjer den 80 dB, hvilket er en fordobling af støjen. Det vil give en bøde, hvis det bliver opdaget. Biler med støjende udstødninger lyder ofte som om de kører meget stærkere end de i virkeligheden gør. Og det er til stor gene for fodgængere og andre trafikanter,” siger han.

Færdselspolitiet i Skotland vil også uddele bøder for at gasse unødigt meget op. Opstramningen kommer efter en række blodige færdselsuheld, der har involveret unge mænd i alderen 18 – 25 år.

Kilde: www.scotsman.com 20/12/2008