december 27, 2011

SMS til alarmcentralen

Share

SMS til alarmcentralen

Fra i dag er det muligt at tilkalde hjælp via alarmcentralen ved hjælp af tekstbeskeder fra mobiltelefoner.

Som vi tidligere har tidligere omtalt på hoerelse.info, har både Danske Døves Landsforbund og Høreforeningen (tidl. Landsforeningen for Bedre Hørelse) gennem adskillige år presset på for at gøre det muligt for personer med høre- og taleproblemer at tilkalde hjælp i nødsituationer.
De to foreninger har i samarbejde med Rigspolitiet og Københavns Brandvæsen udviklet en SMS-service, der efter omfattende test nu endelig er klar til brug.

Nummeret, man skal bruge for at sende tekstbeskeder til alarmcentralen, bliver ikke offentliggjort af hensyn til frygt for misbrug, men har man høre- eller taleproblemer, vil man kunne få oplyst nummeret hos sit lokale kommunikationscenter eller høreinstitut.

Søren Dalmark, der er formand for Høreforeningen, finder det glædeligt og opmuntrende, at det nu endelig bliver muligt at benytte SMS til alarmcentralen. Tidligere har en stor gruppe mennesker med høre- og taleproblemer været overladt til sig selv eller tilfældig medmenneskelighed i nødsituationer – uden reel mulighed for at tilkalde hjælp.

Hvis uheldet er ude, skal man hurtigst muligt sende en SMS med oplysninger om, hvem man er, hvor man er og hvad der er sket.

De to foreninger regner med, at ca. 15.000 mennesker vil få gavn af den nye service og at der vil komme 10-12 SMS-alarmer i døgnet.