december 27, 2011

SMS til 112 trækker ud

Share

SMS til 112 trækker ud

Det går langsomt med at få åbnet for muligheden for at kontakte alarmcentralen med en tekstbesked fra mobiltelefonen. At kommunikere med 112 via SMS er den eneste måde, døve og personer med kraftige hørenedsættelser kan lave et direkte alarmopkald.

Sidste år rykkede Center for Ligebehandling i justitsminister Lene Espersen (Kons.) for at få sat skub i udviklingen af et SMS-system, der var sikkert nok. I foråret kom udmeldingen, at der i løbet af i år ville blive gennemført et forsøgsprojekt i Århus, hvor politiet skulle teste det nye system, men det trækker stadig ud med en løsning.

Nu har Danske Døves Landsforbund rykket Rigspolitiet for at høre, hvor langt politiet er kommet. I svaret fra Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, står der blandt andet, at det tekniske problem med at anvende SMS-opkald til centralerne endnu ikke er løst.
”Det skyldes ikke, at vi ikke prøver at løse opgaven, som åbenbart er vanskeligere at løse end som så,” skriver Torsten Hesselbjerg.

Selv om det danske politi har svært ved at finde en løsning, er det lykkedes at lave tilsvarende systemer, der virker i blandt andet Sverige, Island, England og Tyskland.

”Vi har arbejdet i 5 år med denne sag og vi vil fortsætte med at holde Rigspolitiet i ørerne indtil døve kan benytte 112 på lige fod med alle andre,” siger Dorte Møller fra Danske Døves Landsforbund.

Kilde: www.deaf.dk 04/10/2005