december 22, 2011

Pas på det støjende legetøj

Share

Pas på det støjende legetøj

Pas på støjende julegaver til børnene. Der er legetøj på hylderne, der kan ødelægge dine børns hørelse.

Det hører næsten til blandt juletraditionerne, at vi på hoerelse.info opfordrer til at være opmærksom på støjende legetøj, når der skal købes julegaver til børn og barnlige sjæle.

Men der er god grund til at passe på. I USA har non-profit organisationen Sight And Hearing Association sammen med forskere fra University of Minnesota set nærmere på, hvor meget en stribe populære legetøjsprodukter støjer. Resultatet er mildest talt chokerende.

Øverst på listen er et specielt båthorn til at sætte på børnecykler. Da forskerne målte lydtrykket, kom det helt op på 129,2 dB. Også legetøjsbiler fra Disneyfilmen Cars og legetøjssværd med lyd er målt med over 110 dB.

Sight And Hearing Association har samlet en liste på 18 af de mest støjende stykker legetøj, der kan købes på det amerikanske marked. Du kan se listen ved at følge linket i bunden af artiklen.

Der er en række tommelfingerregler man kan følge, hvis man køber legetøj med lyd:

  • Hvis du selv synes, legetøjet larmer for meget, larmer det helt sikkert også for meget til dine børn.
  • Gå efter legetøj med volumenkontrol eller en ’mute’-knap.
  • Hvis det er legetøj med hovedtelefoner, er der skruet for meget op, hvis du kan høre lyden når du sidder ved siden af barnet.

Kilde: www.healthyhearing.com, 17/12/2010