december 07, 2011

På Ørelejr

Share

På Ørelejr

32 unge i alderen 18 – 35 år er samlet til Høreforeningens Ungdomslejr på vandrehjemmet i Fredericia. Det er femte gang, lejren bliver afholdt, og der er igen fulde huse. Hemmeligheden bag succesen er en god blanding af faglighed og social netværksdannelse.

Af Jakob Brodersen

”Det vi oplever hvert år er både at folk kommer igen og at der kommer nye til. Rigtig mange er enkeltintegrerede på deres uddannelsessteder eller på deres arbejdsplads. Og så er det rigtig rart at man møder nogen, som forstår éns situation. Hvor man er på lige fod og hvor de forstår, hvis man ikke lige svarer. Man kommer ned på en lejr og møder 100 procent forståelse,” siger Cristina Krogsgaard. Hun er 25 år og medlem af Høreforeningens ungdomsudvalg. Til daglig læser hun audiologopædi på Syddansk Universitet, men bruger en del tid på frivilligt arbejde i Høreforeningen.

Ungdomslejren er en blanding af fysiske aktiviteter; leg og teambuilding og mere faglige indslag som fx teknikworkshop, hvor deltagerne får viden om det sidste nye indenfortekniske hjælpemidler og tilbehør tilhøreapparater.
”Det er jo rart at finde ud af, at man fx kan slå en babyalarm til sit høreapparat, hvis det var aktuelt, eller at teleslyngen kan sluttes til mobiltelefonen. Så deltagerne lærer noget samtidig med at de får sociale kontakter og lidt fysisk udfoldelse også.”

”Målet er, at man bliver dus med sit eget høretab, at man lærer andre at kende og forhåbentlig tør gå hjem og lave nogle små ændringer. Her ser man andre gå op til foredragsholderen med mikrofonen til sin FM-system. Så tør man også godt derhjemme. Når man er sammen med andre, får man helt automatisk flyttet en masse grænser,” siger hun.

Viden og netværk

En af dem, der har været med på Ungdomslejren før, er 26-årige Mads Jensen fra Ranum, der til daglig arbejder som murer.
”Det er anden gang jeg er med. Deroppe hvor jeg bor er der ingen hørehæmmede. Det er bare mig og så alle de hørende venner jeg har,” siger han.
”Jeg kendte en del på lejren i forvejen fra Frijsenborg Efterskole, hvor jeg har gået, og de anbefalede mig at tage med på lejren. Jeg synes det er supergodt. Alle er åbne og alle er ens. Der er ikke nogen der har fordomme eller noget. Selv om man ikke kender hinanden, snakker man og hilser. Det kan jeg rigtig godt lide. Det kan godt være, det kun er en weekend om året, men så glæder man sig bare endnu mere,” smiler han.

”Det er alle de oplevelser og foredrag. Du får al den ny viden. Alt mit udstyr er sådan noget gammelt skidt, jeg har haft derhjemme. Jeg kender ikke noget til det nye, for der kommer ikke nogen og fortæller mig noget. Det gør du på sådan et kursus her.”

Det vigtigste er dog det sociale, siger Mads.
”Det er at få lov til at være sammen med alle de andre, som men ikke ser hele året. Da jeg tog med for første gang sidste år, kendte jeg otte inden jeg tog af sted. Da jeg tog hjem, kendte jeg lige pludselig 22 i stedet for. Alle de nye venskaber, det er fedt, og så holder man kontakten igennem Facebook.”

Simone Julie Jakobsen er 23 år og læser til multimediedesigner. Hendes hørelse er så dårlig, at hun til daglig bruger tegnsprog og er en del af døvemiljøet i København. Hun er med på Ungdomslejren for første gang i år.
”Nogle af mine venner spurgte om jeg ville med på lejren, og det ville jeg egentlig gerne. Jeg ville gerne møde nye mennesker. Jeg ved meget om mig selv og om at være hørehæmmet og døv. Jeg har meget svært ved at høre i forhold til de fleste andre her. Jeg ville udfordre mig selv ved at være sammen med hørehæmmede uden tegnsprog, og det var mest derfor jeg tog med. For at få noget mere socialt.”

”Jeg hører rigtig, rigtig dårligt i forhold til de andre her. Men de er rigtig gode til, hvis der er noget, som jeg ikke får fat i, at sætte nogle tegn på, hvis de kan lidt. Det hjælper rigtig meget. Det tror jeg der er flere, der har fundet ud af. Så forstår jeg det meget nemmere. Det er rigtig rart, fordi folk er så søde og imødekommende. Det synes jeg er fedt.”