december 27, 2011

Østrig plages af arbejdsstøj

Share

En halv million østrigere bliver hver dag udsat for skadelig støj på arbejdspladsen.

Høreskader er den mest udbredte arbejdsskade i Østrig. Ifølge det østrigske økonomiministerium er 38 procent af alle arbejdsskader i alpelandet støjskader. Hver dag arbejder 500.000 indbyggere i omgivelser, der er så støjende, at der er risiko for, at hørelsen tager skade.

Antallet af støjplagede arbejdspladser er stigende. Det er ikke kun ansatte på fabrikker og i produktionsvirksomheder, der er i farezonen. Også ansatte, der arbejder i store kontorlandskaber, lærere, chauffører og ansatte i såkaldte call-centre - telefoncentraler, hvor det ene opkald efter det andet står i kø.

Eksperter anslår, at op mod hver tredje europæiske arbejder bliver udsat for skadelig støj på arbejdspladsen. Støjskader er den mest udbredte type arbejdsskade i EU.

Ud over nedsat hørelse kan støj også være årsag til blandt andet stress og forhøjet blodtryk.

Kilde: www.hear-it.org