Ørets opbygning

Share

Det menneskelige øre er et meget avanceret, fintfølende og kompliceret organ, hvormed vi kan registrere både frekvenser, lydtryk og retning. Øret består af tre dele:

 

Det ydre øre
Mellemøret
Det indre øre

Det ydre øre omfatter den ydre del af øret, som består af brusk, samt selve øregangen. Øregangen afsluttes med trommehinden, som danner grænsen ind til mellemøret. Det ydre øre fungerer som en tragt, der opfanger lydbølgerne og leder bevægelserne ind til trommehinden, som bliver sat i svingninger.

 

Mellemøret er et luftfyldt rum, som er forbundet til svælget gennem det Eustakiske rør. I mellemøret findes tre små knogler, som kaldes hammer, ambolt og stigbøjle. Disse knogler udgør tilsammen et 'vægtstangssystem', som overfører bevægelserne fra trommehinden til det indre øre. På knoglerne er der endvidere fæstnet to små muskler, som trækker sig sammen, når øret udsættes for kraftig lyd. Derved mindskes det lydtryk, der når det indre øre, så øret bliver beskyttet.

 

Det indre øre er en væskefyldt knoglestruktur, der er formet som en snegl. Her findes også balanceorganet, der består af tre væskefyldte buegange. Overgangen mellem mellemøret og det indre øre kaldes det ovale vindue. Stigbøjlens fodplade fungerer som et stempel og bevæger væsken i det indre øre.

I sneglen findes ca. 30.000 hårceller (sanseceller), der bliver aktiveret af væskens bølgebevægelser. Hårcellerne sidder i grupper, som hver tager sig af specifikke frekvenser. Ved indgangen til sneglen sidder de hårceller, der tager sig af diskant-området, mens cellerne inderst i sneglen er følsomme for bas-området.
Hårcellernes bevægelser kan beskrives som siv i vandet - en let brise (et svagt lydtryk) giver bløde svaj i sivene, mens en storm (et kraftigt lydtryk) rusker og flår i sivene.
Bevægelserne i hårcellerne omdannes til sidst til elektriske impulser, der via hørenerven sendes til hjernen.

Ad disse forunderlige og snørklede veje er det menneskelige øre således i stand til at opfange lydbølger, omdanne dem til bevægelser i knogler, ændre dem til bølgebevægelser i vand for til sidst at ende som nerveimpulser, der kan fortolkes af hjernen. Den mindste ændring i dele af dette meget komplekse system medfører en forringelse af hørelsen.