At lægge krop til teknologi

Share

At lægge krop til teknologi

Månedens klummeskriver på hørelse.info er Susanne Bisgaard, der er magister i kulturantropologi og europæisk etnologi. Hun er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en afhandling om nye høreapparatbrugeres forventninger og erfaringer. Hun har fulgt 38 personer igennem den proces, det er at blive høreapparatbruger.

 

Jeg kan aldrig ændre på, at jeg ikke kan løbe så stærkt som den hurtigste maratonløber, høre som en natugle, se som en kongeørn eller få så lange ben som den skønneste model. Jeg er nødt til at leve med, at jeg er min krop, for det er den, der giver mig mine sejre og mine nederlag. Man kan opføre sig grænseoverskridende og få ris og ros for en opførsel, som enten er pinlig eller vinder anerkendelse. Hvis man har en hørenedsættelse, vil den være med til at bestemme, hvad man kan give sig i kast med. Derfor sanser vi altid verden ud fra det ståsted, som vores krop giver os.
Men vi er også vores teknologi. Vi er produkter af videnskab og ting – vores daglige liv holdes sammen af den materielle verden, som vi enten direkte betjener - eller er det den, der betjener os? Kan vi overhovedet skille mennesket fra alle de ting, vi omgiver os med? Et par moderne joggingsko er højteknologi, vores mobiltelefoner, MP3-afspillere, vores kreditkort er alt sammen udtryk for vores brug af teknologi. Er det i dag overhovedet interessant at finde ud af, hvad der er naturligt, og hvad der er kunstigt?
Da jeg var barn lærte jeg, at man ikke må sige: ”Jeg elsker frikadeller!” At elske er noget, der er reserveret til andre mennesker – eller til gud. Men der er faktisk nogle lighedspunkter mellem vores forhold til mennesker og ting. Måske er det i dag sådan, at grænserne mellem menneske og teknologi bliver mere og mere udviskede. Hvem er det egentlig, der bestemmer?
Alt ting skrider, hvis vi ikke holder fast i, at det er os mennesker, der har ansvaret for, at tingene fungerer. Heldigvis kan vi heller ikke sige, at et høreapparat har sin egen vilje. Men derfor kan det godt forekomme brugeren af et høreapparat, at det bestemmer en hel del – at det har sin egen vilje, og at det pådutter én en bestemt måde at høre verden på.
På den måde er høreapparater i stand til at vække følelser af frustration eller tilfredshed, nøjagtigt som det sker i forhold mellem mennesker. Man kan føle sig tilsidesat, og at ens ønsker bliver ignoreret. Det kan få en til at udvikle modforholdsregler. For at genvinde magten over høreapparatet, kan man bande det langt væk og smide det i skuffen. Det retter naturligvis ikke op på det dårlige forhold, men det vil give én en følelse af at have vundet.
Forskellige ting og teknologier giver os forskellige muligheder for indflydelse på dem. Hvis det f.eks. drejer sig om briller, så kan vi ikke lave om på styrken i glassene, når vi har hentet dem fra optikeren. Vi er stort set nødt til at vænne os til at se verden, som glassene nu engang er indrettet. Det er den mulighed, som briller anno 2005 giver os.
Hvordan forholder det sig så med høreapparater? Ligesom briller sender høreapparater et signal om, at brugeren anvender et værktøj til at bygge bro til omverdenen. Men der ligger en væsentlig forskel i, at der ofte ligger et meget større forarbejde i at blive høreapparatbruger end at blive brillebruger. Når man så har hentet høreapparaterne, så skal der nogle gange rigtigt meget renderi til, før apparaterne er indstillet, så de giver brugeren størst mulig hjælp. Nogle gange kan det være et spørgsmål om at lære sig selv, at verden ikke lyder, som man huskede. Men det kan også udvikle sig til en kamp for at bevare troværdigheden – både overfor én selv, ens nærmeste og den der har udleveret høreapparatet. Sikkert er det, at alle mennesker har krav på at blive taget alvorligt, når de giver udtryk for, at det ikke er til at holde ud at høre på verden gennem høreapparatet. Så er det ikke sikkert, det er mennesket der er noget i vejen med. Det kan være teknologien, og den kan man ændre på.

Susanne Bisgaard