dB-grænser. Et nødvendigt onde?

Share

dB-grænser. Et nødvendigt onde?

Månedens klummeskriver på hørelse.info er rådgivende ingeniør og lydtekniker Jacob Navne.

 

I de senere år har der været et stadig stigende fokus på lydniveauet ved koncerter. Det er på mange måder en positiv udvikling, da der i alt for mange år er blevet spillet alt for højt på diskoteker og ved koncerter. Der er dog et lille problem ved dette. Der findes ikke en ”koncert-lov” på området, så derfor er blandt andet udendørskoncerter underlagt stort set de samme regler om støjforurening, som gælder for industrien.

Lyder det ikke mærkeligt, at koncerter og festivaler, som typisk er én enkelt dag, én gang om året, skal overholde de samme regler, som en fabrik, der kører 24 timer i døgnet året rundt - mens diskoteker, fordi de er inden døre, kan smadre teenageres ører weekend efter weekend? Er det ikke på tide, at man laver nogle fælles retningslinier, som gælder for alle?

Det mener jeg. Og arbejdet er i fuld gang, men foreløbig kun på græsrodsplan.

I 2006 indførte Roskilde Festivalen (RF) dB-grænser. Takket være et godt samarbejde med blandt andre Roskilde Kommune og en generel accept af festivalen fra festivalens naboer, er det egentligt ikke noget, RF er tvunget til. Men festivalen ønsker hele tiden at forbedre sit produkt, herunder også festivalens påvirkning af nabolaget.

Jeg har, som rådgiver for festivalen, været med til at definere disse dB-grænser. Tilbuddet om at rådgive festivalen så jeg som en kærkommen mulighed for at være med til at danne et fundament, som man forhåbentligt vil bruge til at lave en mere fornuftig lovgivning på området.

Den metode, man benytter til måling af støjforurening i dag, egner sig nemlig absolut ikke til musik, da metoden tager udgangspunkt i en fabrik med et statisk støjniveau. Musik er i modsætning til dette meget dynamisk, og for at få et realistisk billede af, hvor kraftig en koncert er, bør man måle den som et gennemsnit over tid, kaldet en Leq-måling.

Da RF havde frie hænder til at definere deres dB-grænser og målemetoder, blev netop Leq-målingen valgt - således at grænsen i år blev defineret som et gennemsnit målt over 15 minutter. Måleperioden på 15 minutter gør det muligt at ”sætte dB i banken” - forstået på den måde, at hvis lydteknikeren spiller svagere i en periode, kan han spille tilsvarende kraftigere i en anden periode og således følge musikkens dynamik på en måde, som er helt umulig med de gældende danske regler.

Men alt for mange af de måleapparater, jeg har mødt i mit job som lydtekniker, er enten dårligt designet eller unødigt komplicerede. Det har derfor længe været min drøm at designe et alternativ til disse måleapparater. Samarbejdet med RF har gjort, at jeg nu har kunnet realisere denne drøm.

Min designfilosofi har været helt klar:

  • Lav et system, som er skræddersyet til db-målinger ved koncerter.
  • Et system, som præsenterer brugeren for en yderst simpel brugerflade, som kun viser relevante informationer, klart og tydeligt.
  • Et system, hvor hardwaren er afpasset opgaven, så systemet er økonomisk tilgængeligt.
  • Et system, som skal gemme alle målte data på computer, så man efterfølgende let kan dokumentere støjpåvirkningen.

Et sådan system vil sikre, at alle forstår og respekterer de viste tal, og at fejlbetjening stort set kan udelukkes. For yderligere at øge brugervenligheden, har jeg designet nogle helt nye hjælpefunktioner til lydteknikeren, som giver en klar indikation af, om der er flere ”dB i banken”, således at fordelene ved Leq-målingerne kan udnyttes fuldt ud.

Systemet, kaldet 10EaZy, havde sin debut på dette års festival. Til min store glæde har den efterfølgende evaluering af festivalen vist, at lydteknikere, der gæstede festivalen, til fulde forstod brugerfladen og udnyttede de nye hjælpefunktioner til at overholde dB-grænserne.

Samtidigt har den tydelige indikation af dB haft den positive sideeffekt, at det generelle lydtryk på festivalen, uanset dB-grænserne, har været lavere i år set i forhold til tidligere år.

Det er mit håb, at RF kan være med til at bane vejen for en lovgivning, som på den ene side sikrer publikum og til dels naboer, men samtidigt også sikrer, at jeg og mine lydtekniker-kollegaer får et regelsæt at arbejde med, som giver os en fair mulighed for at viderebringe musikken, som den spilles - til publikum.

I den ideelle verden ville regeringen sætte sig ned med et bredt udvalg af læger og folk fra musikbranchen og lave et sæt regler, som var både helbredsmæssigt og musikalsk forsvarlige. Vi har endnu ikke en lovgivning på området, så mulighederne for at lave den ideelle løsning er lige for. Skal vi ikke udnytte den?

Jeg kan godt den dag, så I ringer bare!

Jacob Navne