En prop-missionærs bekendelser

Share

En prop-missionærs bekendelser

Månedens klummeskriver på hørelse.info er Ole Jeppesen, der er journalist og trommeslager i rockbandet Sterling.

 

Jeg har et sæt fine ørepropper, som ved korrekt brug sparer mig for 15 dB af den soniske virkelighed. Og lyde er der som bekendt rigeligt af, så jeg føler ikke, at jeg går glip af alverden. Men det har ikke altid været sådan. Slet ikke. I tidernes morgen kunne jeg slet ikke få lyd nok. Det skulle næsten gøre fysisk ondt, før jeg var tilfreds. Musik, videofilm, samtaler med kammerater. Alt foregik højt og larmende – næsten som om, at det eller den, der var mest larmende, var bedst, smartest eller havde mest ret. Underligt i og for sig. Således råbte og larmede jeg mig igennem tilværelsen, indtil nogen eller noget trak stikket ud.

Det skete en morgen for knap tre år siden. Jeg vågnede op lidt mere betænkelig ved det hele end sædvanligt. Det forekom mig, at der var placeret et tændt 28 tommers farvefjernsyn inde i mit hoved. Der var desværre ikke noget interessant program i gang. Bare denne karakteristiske højfrekvente hylen, som særligt de ældre tv-modtagere er kendt for. Der gik dog ikke mange stunder, før jeg kom i hu, at jeg jo forresten havde spillet trommer i forskellige rockbands nærmest uafbrudt i 21 år - uden at bruge ørepropper.

Jeg var blevet tinnitus-ramt.

Det var ikke første gang, at jeg havde oplevet denne hundefløjte-lignende lyd. Men det væsentlige er, at denne omgang viste sig at blive den sidste. Tonen blev ved og ved og ved... Jeg skyllede ører. Holdt mig hårdt for ørerne. Udlignede tryk i hovedet ved den anerkendte ”hold-for-næse”-metode. Alle de gamle tricks, som tidligere havde reddet mig. Men ikke denne gang.

Store mængder ærgrelse, adskillige strøtanker og et par gamle minder flaksede igennem mit plagede sind det første stykke tid herefter. En dag fangede jeg i forbifarten mindet om min gamle højskolelærer, som i foredragssalen fortalte os alle om den dengang sagnomspundne lidelse, tinnitus. Om hvordan han fra morgen til aften måtte lægge ører til en modbydelig høj hyletone samt noget, der mindede om en fiskekutter hastigt på vej i havn. Han viste os sine enorme, massive ørepropper, som var hans eneste mulighed for fortsat at kunne spille musik. At han så ikke længere kunne tåle at høre den, var en trist kendsgerning. Vi havde ondt af vores lærer. Vi gøs let, rystede det af os - og spankulerede derpå lystigt i retning af spisesalens frokostbuffet.

I dag ville jeg ønske, at vi havde hørt lidt bedre efter – og taget ved lære. Men det gjorde vi ikke just. Vi tænkte - som med så mange andre onder - at den slags selvfølgelig kun rammer tåbelige elever på de andre musikhøjskoler i landet. Men så, hin morgen nogle år efter, kom regningen altså.

Tinnitus. Efter at have sundet mig lidt, tænkte jeg ved mig selv, at lidelsen ikke skulle afskære mig fra at spille musik. Heldigvis var skaden ikke så slem, at det var umuligt. En målt hørenedsættelse på 15 dB, men ”kun” i diskantområdet. Men skaden skulle begrænses og ulykken standses. Jeg undersøgte markedet for formstøbte ørepropper og undrede mig over to ting: Dels var priserne ens hos alle udbyderne. Hvem sagde prisaftaler og karteller? Dels var der intet tilskud at hente hverken fra det offentlige eller fra den private sygesikring. Det irriterede mig lidt, da jeg ser ørepropper som en form for hjælpemiddel, som gør, at jeg stort set uanfægtet kan fortsætte mit liv uden at forværre min tilstand. Selvfølgelig er skaden selvpåført, men alligevel! Hjælp! Jeg åd kamelen, købte mine propper og lærte hurtigt, at musik ikke behøver at være ulideligt højt for at være godt.

Nu er det mig, der er blevet morfar, som det hedder i en reklame. Jeg er nu den erfarne tinnitus-ramte med historier fra de syv verdenshave. Jeg stiller mig ikke op og holder foredrag med gratis klistermærker, lysbilleder og velmenende, men løftede pegefingre – som min højskolelærer i sin tid gjorde. Men jeg råder alle mine musikalske venner til at proppe ørerne til, mens deres hørelse endnu har det fint. For der er nu noget ganske forskrækkeligt over at stå langt ude på landet og høre den evige tv-modtager, mens andre nyder stilheden.

Ole Jeppesen