Udvikling eller afvikling?

Share

Udvikling eller afvikling?

Månedens klummeskriver på hørelse.info er den tidligere tredobbelte verdensmester i cykelløb, Hans-Henrik Ørsted.

 

Jeg opdagede første gang at jeg havde problemer med hørelsen i 1984 i forbindelse med at jeg som professionel cykelrytter deltog i etapeløbet Irland Rundt. Ved en etapestart havde jeg stået lige ved siden af den person som skulle starte løbet med en startpistol. Normalt vil en sådan give et højt, men tåleligt knald, men desværre gav den i dette tilfælde et virkelig højt knald. Så højt, at jeg i dagene efter konstant havde hyletoner for ørerne.

Da jeg kom hjem til Danmark, konsulterede jeg en ørelæge, hvor jeg fik konstateret nedsat hørelse på begge ører. Jeg fik efterfølgende høreapparater, men brugte dem ikke. Det var først 10 år senere, da behovet var blevet mere påtrængende, at det for alvor gik op for mig at jeg havde brug for hjælp.

Jeg havde en del vanskeligheder med at få tilpasset et høreapparat, før jeg følte jeg fik blot en smule gavn af det. Det er vigtigt her at notere, at det var dengang, hvor det var analogapparater og ikke som nu digitalapparater, der jo næsten har uendelige muligheder for indstillinger.
Det hele endte med at jeg opgav at få indstillet mit høreapparat på sygehusets høreklinik og i stedet søgte hjælp direkte hos en producent.

Det var her at jeg for alvor opdagede, at det at få indstillet et høreapparat så optimalt som muligt er en lang og til tider kompliceret proces, som slet ikke kan sammenlignes med da jeg skulle have briller. Da fik jeg lavet en synstest, fandt de briller jeg kunne lide, bestilte dem og fik brillerne på for første gang 14 dage senere - og vupti, så kunne jeg se normalt igen.
Sådan er det ikke med hørelsen. Her skal man først til at forstå sin egen stemme og alle andre lyde igennem et ”teknisk apparat” som skal indstilles til at forstærke de lyde man ikke længere kan høre i tilstrækkelig grad, samtidig med at det skal dæmpe støj og de lyde som man stadig kan høre normalt.

Jeg ved i dag, at det er en lang og krævende proces med konstant træning i forståelsen af lyde, således at man er i stand til at hjælpe sig selv og den audiolog, som skal hjælpe med at finde den optimale indstilling. Derfor er det helt uforståeligt for mig, at en førstegangsbruger af et høreapparat som udgangspunkt kun får tilbudt en indstilling af apparatet og to efterfølgende justeringer (hvis ønsket). Derfor er det slet ikke overraskende, som det er kommet frem i de seneste undersøgelser, at høreapparaterne for en stor dels vedkommende ender i skuffen. Der er ikke ”i systemet” som udgangspunkt taget højde for det enkelte menneskes aktuelle situation. Alle får det samme behandlingstilbud, selvom situationen og behovet kan være endog meget forskelligt. Derudover er det måske heller ikke det ”rigtige” høreapparat, der bliver tilbudt på grund af økonomi, den valgte leverandør m.m..

Det er komplekst at skulle lære at forstå hørelsen igennem et høreapparat, og derfor er det på en måde som at skulle lære at gå igen. Et godt eksempel på dette er, når man første gang efter at have fået det nye høreapparat i ørene får spørgsmålet: hvordan lyder det?

Hvordan pokker skulle man kunne svare på det? alt er jo helt anderledes; man aner intet om, hvad der er rigtigt eller forkert - det er som at være i en helt anden og ukendt verden.

Min erhvervsevne sidder i dag i ørene!
I dag er min hørelse nede på 1/3 af det normale, og jeg kan absolut ikke klare mig uden høreapparater. Jeg er dog heldigvis stadig på arbejdsmarkedet og arbejder som salgschef i et konsulentfirma. Jeg klarer mig godt i dagligdagen, fordi jeg har viljen til at kæmpe for at sikre mig mulighederne for hele tiden at kunne arbejde med at optimere min hørelse.
Faktisk er jeg i dag bedre hjulpet end for 5 år siden - selvom min egen hørelse er blevet dårligere i den samme periode - takket være den udvikling, der er sket inden for udviklingen af høreapparater.

Øvelse gør mester
Et høreapparat er ikke noget, man bare skal have udleveret; det er noget man skal lære at kende, trænes op i og motiveres til at bruge. Ligesom når man skal have køretimer for at få kørekort til en bil, skal man på samme måde have hjælp til ”hørekort” for at kunne bruge sine høreapparater rigtigt.

Derfor håber jeg at Sygehusene kan få bevilget de penge der skal til for at give såvel nye som gamle høreapparatbrugere den fornødne hjælp og støtte der skal til, så vi kan få nedbragt de uendelige ventelister, som i øjeblikket mange steder er på 11-12 måneder. Det er simpelthen uartigt!

Jeg tror der er mange dårligt hørende, der ligesom jeg gerne vil blive på arbejdsmarkedet - og da vi i Danmark har brug for arbejdskraft er det uforståeligt, at vi ikke udnytter de muligheder der er for at hjælpe de mennesker!

Husk altid: enten er man under udvikling - eller under afvikling!

Hans-Henrik Ørsted