Mellemørebetændelse

Share

En af de mest almindelige årsager til hørenedsættelser hos børn er betændelse i mellemøret.

Akut mellemørebetændelse skyldes en virus eller en bakterie, som fører til ophobning af væske i mellemøret. Betændelsen fører som regel til ørepine, feber og irritation. Betændelsen optræder i enten det ene eller begge ører på en gang og giver normalt ikke problemer, hvis den bliver behandlet korrekt. Hvis betændelsen ikke bliver behandlet i tide, kan den føre til at trommehinden sprænges.

Hvis sygdommen bliver ved med at komme igen, er der tale om kronisk mellemørebetændelse. Det resulterer ofte i, at trommehinden bliver perforeret og at øret flyder med puds.
Mange mellemørebetændelser kan klares hjemme ved hjælp af medicin, men hvis ophobningen af væske i mellemøret er konstant, kan en operation (myringotomi) blive nødvendig. Det er et lille, kirurgisk indgreb, hvor man laver et snit i trommehinden, så betændelsen kan komme ud. Operationen kan kombineres med at der bliver lagt et lille dræn ind, der kan lede betændelsen ud af mellemøret.

Mellemørebetændelse giver ofte midlertidige hørenedsættelser. Hvis trommehinden ikke kan vibrere frit, kan lyden ikke transporteres ordentligt videre. De små knogler i mellemøret kan heller ikke bevæge sig optimalt, hvis der er væske og betændelse til stede.
Når betændelsen er væk, vil øret som regel fungere igen. Dræn i øret giver normalt også en bedre hørelse. Kronisk eller ubehandlet mellemørebetændelse kan dog give varige skader på barnets hørelse. Gentagne sprængninger af trommehinden og dræn i øret kan resultere i arvæv, der ligeledes svækker hørelsen.

Af og til ses mellemørebetændelse også hos voksne. Behandlingen er den samme som hos børn.