december 07, 2011

Lyde og nervestimuli kan mindske tinnitus

Share

Nye forsøg på rotter viser, at symptomerne på tinnitus kan mindskes ved at stimulere en nerve og spille en række lyde.

Det er forskere fra universitetet i Dallas, Texas, der har udviklet en helt ny teknik, der – i hvert fald ved forsøg på rotter – har lettet symptomerne på tinnitus.

Teknikken går ud på, at forskerne har stimuleret en nerve i halsen samtidig med at de afspillede en række lyde over længere tid. Ifølge forskerne er det med til at ”re-boote” hjernen.

Samtidig med at hjernen bliver genstartet, hjælper den nyopdagne teknik med at genoptræne den del af hjernen, der fortolkerlyd, så vildfarne neuroner kommer tilbage i deres oprindelige baner og hyletonerne standser.

”Vi tror, at den del af hjernen, der behandler lyd – den auditive cortex – tildeler for mange neuroner til vissefrekvenser, og det er her, det begynder at gå galt,” siger professor Michael Kilgard, der er en af hovedkræfterne bag forskningsprojektet.

”Fordi der er alt for mange neuroner, der behandler de samme frekvenser, bliver de meget kraftigere end de skulle være,” siger han.

Forskerne stimulerede rotternes vagusnerve; en stor nerve, som løber fra mellemgulvet gennem halsen til hovedet. Når den bliver stimuleret, frigiver den acetylkolin, norepineprin og andre kemikalier, der stimulerer forandringer i hjernen.

Over testperioder på 20 dage spillede forskerne forskellige lyde for rotterne 300 gange om dagen samtidig med, at forsøgsdyrenes vagusnerver fik små, elektriske impulser.

Forskerne mener, at resultaterne er lovende. I hvert fald kunne de konkludere, at tinnitussymptomerne hos rotterne blev mindre efter hver behandling. Efterfølgende analyser viste, at de neurale reaktioner i rotternes auditive cortex var ført tilbage til deres oprindelige niveau, hvilket er en indikator på, at tinnitusen er væk.

”Nøglen til dette er, at vi i modsætning til tidligere behandlingsformer ikke forsøger at gemme eller maskere tinnitusen,” siger professor Kilgard. ”Vi eliminerer årsagen.”

Kilde, redorbit.com, sify.com 13/01/2011

Link:

  • Læs mere om undersøgelsen på det videnskabelige tidsskrift Natures hjemmeside.