januar 05, 2011

Lyd som skadedyrsbekæmpelse

Share

Amerikanske forskere samarbejder med komponist for at bekæmpe biller med lyd.

Sværme af barkbiller, der angriber træer i de store amerikanske skove, er et stort problem i USA.

Nu har forskere ved Northern Arizone University sammen med komponisten og musikeren David Dunn fundet en giftfri og helt økologisk måde at bremse angrebene på.

Ved at optage de lyde, billerne selv laver, når de gnaver sig igennem træerne, manipulere dem en smule og spille dem for billerne, har forskerne opnået effektive resultater; når billerne hører lydene, bliver de helt rundt på gulvet – de angriber hinanden, flyver i store cirkler i stedet for i lige linjer og har sågar forsøgt at gnave sig gennem en plexiglasplade.

Målet er at stoppe billernes aggressive fremmarch i de vestlige skove. Forskere har tidligere forsøgt at bruge lyd til at bremse billerne – bl.a. høj heavy metal musik og taler med den højreorienterede radiovært Rush Limbaugh. Effekten var desværre, at kun forskerne selv – og ikke billerne – blev irriteret afstøjen.

Det var først da forskerne begyndte at bruge lyden af billernes egen kommunikation, at ideen begyndte at virke, og myndighederne vil nu undersøge, om akustisk billebekæmpelse kan være et holdbart alternativ til at sprøjte med giftstoffer.

I staterne Colorado og Wyoming er 3,6 millioner hektar fyrreskov allerede blevet ødelagt af billerne, der ikke er større end et riskorn.

Højere temperaturer og tørke henover vinteren har været med til at gøre billeangrebene langt værre end normalt.

Kilde: www.durangoherald.com, 16/02/2010