december 13, 2015

Indretning og adfærd mindsker støj i institutioner

Share

Danmarks daginstitutioner kæmper en daglig kamp mod støjniveauet. Men mange børnehaver og vuggestuer er faktisk begyndt at gøre en ekstra indsats for at skåne både små og store ører.

Indretning og adfærd mindsker støj i institutioner

Der er plads til 220 børn i den integrerede institution Børneambassaden på Frederiksberg. Alligevel er reaktionen fra nye forældre tit, at der er overraskende roligt i de to ældre bygninger, der danner rammen om syv vuggestuegrupper og seks børnehavegrupper.

Men de ansatte i institutionen gør også en stor indsats for at sænke støjniveauet, forklarer Dorthe Houlby Pedersen, som er afdelingsleder i børnehaven.

- Vi spørger ofte os selv om, hvordan det går med støjen? Vores fag er generelt præget af meget larm, så vi arbejder meget med at sænke støjniveauet ved hjælp af både indretning og adfærd.

Indretningsmæssigt betyder det for eksempel, at der er støjdæmpere på væggene og tæppeøer på gulvene. Plastikkasser er bandlyst, og legetøj opbevares i bløde kurve. Derudover er der tænkt meget i at skabe mindre rum i rummene – både indenfor og på legepladsen, hvor larmen også kan trække tænder ud.

Små stemmer og forældreansvar
Adfærd spiller også en vigtig rolle, og her prøver pædagogerne i Børneambassaden hele tiden at påvirke børnene i den rigtige retning.

- Vi siger hver dag til børnene, at de skal huske at tale med en lille stemme, og man vender ikke bare et træpuslespil ud på bordet. Når vi leger med lego tager vi også altid et tæppe op på bordet, før klodserne kommer frem, fortæller Dorthe Houlby Pedersen.

Men pædagoger og forældre bærer også et stort ansvar for at skabe et udholdeligt miljø for alle i det store børnehus. Derfor informerer Børneambassadens pædagoger også altid nye forældre om for eksempel den optimale aflevering.

- Det skaber ofte meget larm, når børnene skifter fra garderobeområdet til deres stue. Her skal forældrene hjælpe deres børn med at ankomme stille og roligt, siger Dorthe Houlby Pedersen.

Nu glæder hun sig til at få installeret institutionens nyeste støjreducerende tiltag – et såkaldt støjøre, der hele tiden måler støjnivaeuet i rummet og markerer det med farverne grøn, gul og rød.

- På den måde bliver det visuelt tydeligt for børnene, hvornår de larmer for meget, fortæller Dorthe Houlby Pedersen.

 

Af Maria Fly Vilsbøll