Høresansens betydning

Share

Høresansens betydning

For at kunne opretholde livet er alle vores sanser af afgørende betydning. Allerede fra fødslen registrerer det nyfødte barn både lugt, berøring, smag, lys og lyd. Alle disse indtryk lagres i hjernen, og ved hjælp af det samlede sanseindtryk begynder barnet meget tidligt på den store opgave, det er at definere sig selv i forhold til omverdenen.

Via øret og hørelsen kan vi kommunikere med omverdenen - og måske mere end nogensinde har samtale, udveksling og kommunikation betydning for et menneskes udvikling og oplevelse af livskvalitet. Via hørelsen kan vi nyde musik, lytte til naturen, hviske hemmeligheder, nyde sjove historier og sammen grine af dem. Vi kan modtage lærdom, høre radio, følge med i tv-udsendelser, opfange faresignaler og orientere os - og vi kan ikke
mindst udveksle synspunkter, diskutere, skændes eller nå til enighed.

Høresansen har meget stor betydning for et menneskes udvikling. Hjernen er nødt til at have data for at kreere, konkludere og kommunikere, og vores forstand skal stimuleres for at kunne fortælle os, hvordan vi skal begå os.
Hvis der ingen informationer kommer, har hjernen ikke noget at tage sig til - og får vi ingen sanseindtryk, oplevelser og lærdom, har vi ikke noget at definere os selv i forhold til.
For at kunne tilegne os det talte sprog, er hørelsen selvfølgelig af stor betydning. Kommunikation er samtidig grundlaget for dét, vi kalder samvær og fællesskab og hjælper os med at udvikle en personlighed, at finde selvfølelse, livskvalitet og psykisk velvære.

Hørelsen er således tæt forbundet til vores følelsesliv.

Uden noget overhovedet at forholde os til ville vi bogstaveligt talt ende med at gå fra forstanden. Uden kontakt med omverdenen går vi langsomt i opløsning, og det kræver en meget stærk psyke at være afskåret fra menneskelig kontakt i en længere periode.