december 27, 2011

Høreproblemer på lejrtur

Share

Høreproblemer på lejrtur

Den første weekend i september lagde vandrehjemmet i Kerteminde hus til UL 2007 – en lejr for unge mellem 18 og 35 år med høreproblemer. Hoerelse.info tog til Kerteminde og fandt deltagerne på en fodboldbane i let tiltagende støvregn.

Af Jakob Brodersen

De grå skyer har trukket sig sammen over fodboldbanerne ved vandrehjemmet i Kerteminde. Her er ingen overdækkede tribuner, kun høje træer, der giver sig lidt i brisen og det høje trådhegn, der skal fange vildfarne bolde.
Inde på banen er der gang i den. To hold unge mænd og piger spiller fodbold, skyder, dribler og tackler, så man kan se det det synger i skinnebenene.
Det er ikke træningsanlægget ved hotel Marina i Vedbæk, og det er ikke Jon Dahl, Grønkjær og Christian Poulsen på banen – men det er landstræner Morten Olsen, der står ved midtercirklen. Med korslagte arme og rynkede bryn følger han opgøret intenst og kommer med små tilråb og opmuntringer til spillerne.
Han pifter højt, og selv publikum af ikke-fodboldspillende deltagere i ungdomslejren og landstræner-jagtende journalister ude på sidelinjen ser afventende på ham.
”Der er straffe der,” siger han højt, og alle accepterer hans dom. Ingen tager sig til hovedet eller råber ”neeeeej”. Det er trods alt ikke hver dag man spiller fodbold med landstræneren.

Gensidig respekt

Spillerne på banen deltager i UL 2007 - en ungdomslejr for unge mellem 18 og 35 år med høreproblemer. Den har samlet 29 unge fra hele landet og en landstræner, som inden kampen har snakket med deltagerne om sin egen historie – og sine egnehøreproblemer.
”Det er vigtigt at sende det signal, at folk ikke, som jeg gjorde, af forfængelighed venter alt for længe med at fåhøreapparater. Vi laver nogle af verdens bedste høreapparater i Danmark. Og det skal vi vise,” siger han.
”Det er dejligt at være her og se unge, som har et smil på læben og som fungerer fint med deres handicap og som sagtens kan kommunikere og finde ud af det med hinanden alligevel. Det er jo et spørgsmål om, hvordan vi interagerer med hinanden – hedder det ikke det?” smiler han. ”At vi viser hensyn i den måde vi kommunikerer på – taler lidt tydeligere osv. At vi respekterer hinanden. Det syntes jeg faktisk er en mangelvare i dagens travle Danmark. Den gensidige respekt overfor hinanden.”

Sky unge

Gensidig respekt og glæden ved at have nogen ligesindede at være sammen med, er nogle af de væsentlige temaer for deltagerne, der ofte har svært ved at finde andre med høreproblemer.
”Jeg savner nogen at snakke med på lige fod. Det var det første der slog mig, da jeg hørte om lejren,” siger Nikolaj Rasmussen på 22 år. ”Jeg har været på lejr før, da jeg var mindre, men jeg kunne ikke holde kontakten.”
At det er vanskeligt for unge med høreproblemer at finde hinanden skyldes ikke, at der er få af dem – faktisk kommer der flere og flere, men høreproblemer er – stadigvæk – ikke noget man skilter med.
”Unge er nok mere sky. Jeg er heller ikke selv vild med det. Jeg synes at debag-øret-apparater jeg bruger nu, er for store. Jeg ville hellere have nogle mindre,” siger Nikolaj.

Slut med tabu

Ninna Engelbrecht er 23 år. Om ganske kort tid starter hun på tredje semester jura på Københavns Universitet. Hun hørte helt tilfældigt om ungdomslejren gennem Høreforeningen.
”Jeg troede slet ikke der var så mange,” smiler hun. ”Jeg kendte slet ikke andre unge med høreapparater.”
”Det er meget overraskende – og rigtig dejligt at opdage at jeg ikke står alene. At der er nogen at snakke med. Det er vigtigt at det ikke er et tabu, men at man kan snakke sammen på lige fod.”