Høreapparater hos private forhandlere

Share

For at købe høreapparater på en privat klinik, skal du først have været hos en ørelæge for at få foretaget undersøgelse og høreprøve. Det er gratis - og det er en god ide at få en kopi af resultatet af høreprøven (audiogrammet) med. Herefter kan du selv bestemme, hvilken privat klinik du vil handle hos. Dem kan du finde i telefonbogen eller på nettet. De fleste private klinikker har et stort udvalg og vil give dig råd og vejledning om, hvilken model og type, der egner sig bedst til dit høretab.

Ønsker du at få mere at vide om de forskellige typer og fabrikater inden du køber et høreapparat, er det en god ide at se på de forskellige producenters hjemmesider.

Når du har købt dit høreapparat hos en privat forhandler, har du stadig mulighed for at benytte tilbudene på et høreinstitut / kommunikationscenter. Her kan du få råd og vejledning hos en hørepædagog samt tilbud om kurser, hjælp til ansøgning om andre hjælpemidler eller andet, du måske har brug for.

Batterier til høreapparaterne er gratis. Høreinstituttet kan altid oplyse, hvor man kan hente friske batterier og aflevere de brugte.

I 2010 giver det offentlige et tilskud på 5.607,- kr. pr. øre, hvis man ønsker at købe sit høreapparat hos en privat forhandler.

  OBS

I henhold til servicelovens paragraf 112, kan man ikke få tilskud til et nyt høreapparat, hvis man allerede har fået høreapparat fra den regionale høreklinik indenfor de sidste fire år. Det kan dog lade sig gøre, hvis hørelsen har ændret sig så meget, at man ikke længere kan bruge de gamle apparater.