december 22, 2011

Fysiske udfordringer og positiv tænkning

Share

Fysiske udfordringer og positiv tænkning

På terrassen i solskinnet foran Fredericia Vandrehjem sidder en gruppe unge to og to. De kniber øjnene sammen i den skarpe sol, mens de afdæmpet diskuterer deres gruppearbejde, der handler om sætte sig klare mål og finde ud af, hvordan de skal nås.
De er med på Høreforeningens ungdomslejr for unge hørehæmmede mellem 18 og 35 år, som i år løber af stablen for fjerde gang.


Af Jakob Brodersen

”Der er tre ting, vi fokuserer på i år,” siger Høreforeningens Joan Klindt Johansen, der er tovholder på projektet, og som har været med til at planlægge lejrene siden starten i 2007.
”For det første får de en masse input om hørelse og om det at tackle et høretab , de får en række fysiske udfordringer og ikke mindst nogle gode sociale oplevelser.”
Fysiske udfordringer er der nærmest tradition for ved ungdomslejrene, siden der på den første lejr blev arrangeret en fodboldkamp, som blev dømt af selveste Morten Olsen.
I år er der noget meget hårdere i vente for de unge. De ved det ikke endnu, men i morgen eftermiddag skal de prøve kræfter med den militære forhindringsbane på Fredericia Kaserne.
”Det fysiske er vigtigt," siger Joan Klindt Johansen. "Man kan bruge det som en opladning – til at hente den energi man har brugt på at kommunikere."
En af de øvelser, de unge allerede har været igennem, har været at sætte ord på nogle af de positive følgevirkninger af et høretab.
”Det var meget provokerende for nogen at skulle gå i gang med,” fortæller Joan Klindt Johansen. ”Men det viste sig jo faktisk, at når man tænker efter, så er der nogle positive sider ved det; man bliver mere opmærksom overfor andre mennesker og mere bevidst om sine egne grænser, man kommer mere i kontakt med sig selv,” smiler hun.

På jagt efter drømmenes mål

På et par havestole uden for terrassedøren ind til værelse 13 sidder Christian og Jakob på henholdsvis 24 og 22 år. De er stadig lykkeligt uvidende om, at de om lidt mere end et døgn skal igennem en udfordrende terrænbane. Lige nu sidder de afslappet og diskuterer, hvad de gerne vil med deres liv og karriere. Det er en del af gruppearbejdet under overskriften Realist-værkstedet og Drømme-værkstedet. De følger et skema, hvor Jakob spørger og Christian svarer. Han fortæller om sin drøm. Om hvor glad han vil være, når han har nået at få den stilling han drømmer om, og Jakob spørger konstruktivt ind med sætninger som ”hvad skal der til for at du kan nå det?” og ”Er der noget der forhindrer dig i at gøre det?”
Det er der tilsyneladende ikke, når Christian med lys i øjnene og stor selvsikkerhed forklarer, hvordan han vil nå sine drømmes mål.

Hylende apparater og hva'?

”Jeg omgås ikke så mange hørehæmmede til daglig,” siger Christian. Han var med for tre år siden, og hvis han kunne have været med i de to mellemliggende år ville han også have været det. ”Det giver meget mening at være sammen med andre. Man kan snakke om nogle ting, hørende ikke kan forstå. Jeg kan snakke om ting her, jeg ikke engang kan snakke med min kæreste om,” siger han. ”Her er hylende høreapparater og folk der siger ’hva’?’ hele tiden. Det er herligt.”
Jakob supplerer. Det er første gang han er med: ”Når jeg har været af sted på sådan noget her før – rusture og den slags, plejer jeg altid at lægge mig til at sove, når jeg kommer i seng, fordi kommunikationen på værelset alligevel bare kører rundt på kryds og tværs. Her er det meget mere til at overskue. Folk er opmærksomme på, om vi forstår hinanden. Folk tager meget mere hensyn.”
”Ja,” siger Christian. ”Her griner folk ikke, hvis man kommer til at udtale noget forkert, fordi man ikke har hørt det ordentligt. Det er bare et eksempel, men det giver et overskud at være her, og det kan dem, der kender mig godt mærke på mig,” siger han.” På mandag morgen når jeg møder på arbejde, smiler jeg. Jeg er træt, men jeg smiler.”