december 07, 2011

Forurening ødelægger Nemos hørelse

Share

Stigende forurening af verdenshavene ødelægger klovnefiskenes hørelse.

Den lille orange- og hvidstribede klovnefisk, som de fleste kender fra Disneyfilmen ”Red Nemo”, vil snart ikke kunne høre noget mere. Øget forurening af havene ødelægger nemlig fiskenshørelse - og det kan betyde at arten med tiden vil uddø.

Over de seneste 150 år, er halvdelen af al den CO2, menneskene har produceret ved at afbrænde fossile brændstoffer, blevet absorberet i havene. Det betyder, at havenes PH-værdi er dykket ganske voldsomt.

En ny, international undersøgelse af oceanernes aciditet viser, at havene indenfor de næste årtier vil være så syreholdige, at det vil gå ud over klovnefiskens hørelse. Evnen til at høre er afgørende for klovnefiskens unger, hvis de skal slippe helskindet gennem tilværelsen på kanten af de store koralrev.

Hovedforfatter på undersøgelsen er doktor Steve Simpson fra University of Bristol.
”Vi lavede særlige akvarier, hvor vi havde en stime klovnefisk i vand, der svarer til det havvand vi har i dag – og en stime i et akvarium, hvor vandets surhedsniveau svarer til forudsigelserne om hvordan havvand vil være i henholdsvis i år 2050 og 2100,” siger han.
”Med undervandshøjtaler afspillede vi lydene af typiske rovdyr på revet og iagttog fiskenes reaktioner. De fisk, der var i ’nutidigt’ havvand flygtede fra lydene, mens de fisk, der var i ’fremtidens’ havvand slet ikke reagerede,” fortsætter han.

Om eksperimentet så at sige holder vand i virkeligheden, er dog uvist. Det er ikke utænkeligt at nye generationer af klovnefisk vil tilpasse sig de ændrede forhold.

Det er ikke kun vandet, der ændrer sig med det stigende CO2-indhold. Også den luft, vi indånder, forandrer sig. Om det vil påvirke menneskers hørelse, er endnu uvist.

Kilde: www.hear-it.org, 01/09/2011