december 27, 2011

Forfængelighed fremfor bedre hørelse

Share

Frygt for at blive kategoriseret som gammel eller handicappet gør, at skotske statsborgere nødigt søger behandling for høreproblemer.

Ifølge en undersøgelse mener 29 procent af skotterne, at brug af høreapparater vil få dem til at se gamle ud. Samtidig siger næsten en tredjedel, at høreapparater giver indtryk af, at brugeren er handicappet – og derfor ville de ikke bruge høreapparat, selvom de havde behov for det.

Resultatet af den skotske undersøgelse sætter fokus på de fordomme, som omgiver høreproblemer og brug af høreapparater. Selvom de fleste høreproblemer nemt kan afhjælpes, er folk ofte ikke klar over, at de har et problem – eller også benægter de det.

Det anslås, at fire millioner mennesker i Storbritannien kunne have glæde af et høreapparat. Høreapparater kan hjælpe en person med høreproblemer uanset alder, og jo tidligere de bliver tilpasset, jo mere effektivt virker de.

Deafness Research UK har indledt en kampagne, som skal opmuntre folk til at indrømme høreproblemet og søge tidlig hjælp. Kampagnen skal hjælpe folk med at opdage de tidlige tegn på nedsat hørelse og give bud på, hvad der kan gøres ved problemet.

Kilde: www.hear-it.org