juni 06, 2012

Fokus på høreproblemer på det amerikanske arbejdsmarked

Share

Fokus på høreproblemer på det amerikanske arbejdsmarked

Høreproblemer - og sammenhængen med andre kroniske sygdomme - er hovedtemaet når der i denne måned er fokus på trivslen blandt amerikanske arbejdere.

Det er især sammenhængen mellem høretab og sygdomme som hjerteproblemer, diabetes, nedsat nyrefunktion og Alzheimer, der bliver brugt til at råbe vagt i gevær, når den amerikanske organisation Better Hearing Institute (BHI) i denne måned forsøger at få amerikanske virksomheder til at indføre en hørepolitik.

Flere undersøgelser viser desuden at høreproblemer, hvis de ikke behandles, ofte er årsag til lavere indtjening, øget sygefravær, nedsat effektivitet på arbejdspladsen og forøget risiko for depression, angst og kognitive vanskeligheder.

"Høretab er langt mere alvorligt end folk er klar over," siger Sergei Kochkin, der er direktør for BHI. "Hvis ikke man gør noget ved det, kan det have negative konsekvenser for stort set alle sider af tilværelsen. I særdeleshed også på arbejdsmarkedet, hvor ubehandlede høretab kan være en alvorlig økonomisk udgift. Derfor opfordrer vi alle arbejdsgivere til at beskytte deres medarbejderes hørelse og inkludere høremæssig sundhed i deres sundhedspolitikker."

Juni 2012 er fjerde år i træk, at der i en måned bliver sat særligt fokus på velfærden blandt amerikanske arbejdere. Initiativet har til formål at hjælpe erhvervsledere med at finde de mest effektive måder indenfor forebyggelse og sundhed for at højne medarbejdernes trivsel og nedsætte udgifterne til behandling.

Ifølge BHIs egne tal lider 34 millioner amerikanere af høreproblemer. Godt 60 procent af dem er aktive på arbejdsmarkedet.

Kilde: www.marketwatch.com, 01/06/2012