december 22, 2011

Et godt sovehjerte lukker af for støj

Share

Et godt sovehjerte lukker af for støj

Nogle mennesker er i stand til at sove gennem alt – ringende telefoner, døre, der smækker og motorstøj i biler, hvorimod andre vågner ved den mindste hvisken. Ny undersøgelse antyder, at evnen til at lukke støjen ude skal findes i hjernen.

Forskere fra et hospital i Massachusetts, USA, har undersøgt 12 raske frivillige i hospitalets søvnlaboratorium over tre nætter. Forskerne så blandt andet på hjernerytmen og holdt især øje med et særligt fænomen, der kaldes spindles, som er små energiudladninger i hjernen i hvileperioder.

Spindles er medvirkende til at overføre udefrakommende indtryk – blandt andet lyd – fra en del af hjernen til en anden. Forskernes tese var, at spindles kunne være med til at blokere forstøj og beskytte mod en afbrudt søvn.

Den første nat blev de frivillige testpersoner lagt til at sove i et lydisoleret rum.
Anden og tredje nat afspillede forskerne lydoptagelser af trafik, alarmer, skyllende toiletter, samtaler, snorkelyde, en isterningemaskine og en helikopter. Lydene blev gradvist højere. Nogle af deltagerne vågnede tidligere end andre, mens andre slet ikke vågnede – uanset hvor højt der blev skruet op.

Forskerne kunne se, at jo flere spindles der var registreret hos forsøgspersonerne på den stille nat, desto flere var der også på de larmende nætter. Jo flere spindles, jo mindre sandsynligt var det, at forsøgspersonerne vågnede.

”Det er rent faktisk muligt at forudsige hvilke forsøgspersoner der bliver mest forstyrret af støj ved at se på hjerneaktivitet og hjernerytmer,” siger en af forskerne bag undersøgelsen, dr. Thanh Dang-Vu. ”Jo flere spindles, jo mere modstandsdygtig er man overfor lyd.”

Forskerne ved endnu ikke, hvorfor nogle har flere spindles end andre.

Kilde: Current Biology, 10/08/2010 og Boston.com, 11/08/2010

  • Læs hele undersøgelsen på Current Biologys hjemmeside.