december 27, 2011

Direkte tv-tekster til efteråret

Share

Direkte tv-tekster til efteråret

Til efteråret begynder både Danmarks Radio og TV2 at tekste direkte nyhedsudsendelser og store begivenheder, der bliver transmitteret direkte.

Det er ny, dansk udviklet teknologi, der ligger bag, når de to public-servicestationer til efteråret begynder at tekste nyhedsudsendelser. Med støtte fra Kulturministeriet og Videnskabsministeriet har de to stationer fået udviklet et computerprogram, der kan genkende dansk tale og oversætte den til skrift så hurtigt at det kan bruges til at tekste direkte tv-udsendelser.

Talegenkendelse har været kendt i nogle år på bl.a. engelsk – men fordi dansk er så lille et sprogområde, har der ikke været den store kommercielle interesse i at bruge penge på udviklingen.
Men nu er det altså på trapperne. Onsdag den 21. juni kunne videnskabsminister Helge Sander (V) præsentere det nye system.

Danmarks Radio og TV2 er forpligtede til at tekste en direkte nyhedsudsendelse alle hverdagsaftener, så snart systemet er klar i løbet af efteråret.

Udover at være en stor hjælp for personer med høreproblemer, giver det nye computersystem også helt nye muligheder til bevægelseshæmmede, ordblinde og andre, der har vanskeligt ved at betjene en computer. Med det nye program kan man – på dansk – diktere til sin computer.

Kilde: www.bt.dk 21/06/2006