december 22, 2011

Dansk institut starter kampagne mod mp3-skader

Share

Dansk institut starter kampagne mod mp3-skader

Det danske Ida Institut har startet en græsrodskampagne, der skal få unge til at skrue ned for lyden i deres mp3-afspillere. Virkemidlerne er video og kort med tegneseriefigurer.

Det danske Ida Institut, der bl.a. arbejder med at udbrede kendskabet til høretab, har startet en kampagne, der skal få unge, der hører for høj musik i deres mp3-afspillere, til at skrue ned.

Ideen til kampagnen opstod efter at audiologiprofessoren Deborah von Hapsburg fra University of Tennessee havde arbejdet på instituttet i sommeren 2010. Under en bustur i København lagde hun mærke til en ung mand, der hørte meget høj musik på sin iPod. Fordi professor Hapsburg ikke kunne tale dansk, tegnede hun en tegning af, hvordan høj musik ødelægger de små hårceller i cochlea i det indre øre og gav den til ham. Hun var godt tilfreds, da den forbløffede teenager tog hovedtelefonerne af, da han havde læst hendes besked.

”Da vi hørte om hendes oplevelse næste dag over frokosten, slog det mig, at vi alle sammen ser og hører de unge mennesker, der lytter til høj musik – men vi henvender os aldrig til dem,” siger Lise Lotte Bundesen, der er leder af Ida Instituttet. ”Gennem vores partnerskab med audiologer og universiteter i vores netværk, forsøger vi at inspirere til en græsrodskampagne, der kan gøre disse unge mennesker lidt klogere.”

Derfor har instituttet genskabt professor Hapsburgs oplevelse som video og fremstillet en række små kort, man kan give til unge mp3-misbrugere.

”Vi ser et stort potentiale i, at dette lille projekt kan udvikle sig til et større undervisningsprojekt,” siger Lisa Bundesen.

Ida Instituttet er et non-profit institut beliggende nord for København. Instituttet er oprettet på grundlag af en donation fra et stor høreapparatvirksomhed og har til formål at forbedre livskvaliteten for personer med høretab.

Kilde: www.idainstitute.com