december 07, 2011

CNN sagsøgt for ikke at tekste nyheder på nettet

Share

Den amerikanske tv-station CNN hives i retten på grund at diskrimination. Stationen lægger ikke tekster på tv-indslag på nettet.

Når amerikanere medhøreproblemer følger med i nyhederne på CNN på fjernsynet, har de mulighed for at slå undertekster til og fra. Men hvis man ser de samme tv-indslag på CNNs hjemmeside på internettet, er der ikke mulighed for at få tekster på.

Det har fået en række vrede Californiere til at sagsøge mediegiganten for at diskriminere mennesker med høreproblemer.

”Den tid, hvor man sad og ventede på nyhederne klokken seks er forbi,” siger Daniel Jacob, der står bag søgsmålet. ”Jeg vil bare gerne have de samme muligheder for at se nyhedsvideoer på cnn.com på samme vilkår som alle andre.”

CNN ejes af mediekoncernen Time Warner, der blankt har afvist at gøre underteksterne tilgængelige på nettet.

”Det er forbløffende. Især når man ser på internettets helt centrale rolle i dagens kommunikationsmiljø,” siger Anna Levine, der er borgerretsadvokat med speciale i ligebehandling af handicappede.

CNN ønsker ikke at kommentere sagsanlægget.

Hjemmesiden cnn.com er en af verdens største online nyhedstjenester med mere end ti millioner daglige besøg. I forbindelse med atomuheldet i Japan i marts måned, havde siden på en enkelt dag 67 millioner besøgende.

På hjemmesiden er der tusindvis af små videoindslag. En del har været vist på tv med mulighed for at slå undertekster til, men den mulighed er der ikke på hjemmesiden. Her er der i stedet en tekst ved siden af videoen. Sagsøgerne mener, at CNN på den måde overtræder Californiens borger- og handicapretslige love.

Kilde: www.sfgate.com, 16/06/2011