december 07, 2011

Brug teleslynge i banken

Share

Brug teleslynge i banken

Høreforeningen har som forsøgsordning uddelt teleslynger til tre banker i hovedstadsområdet. Det kan lette kommunikationen betydeligt – men kun hvis de bliver brugt.

Når man skal have en snak med sin bankrådgiver om pension og andre finansielle spørgsmål, er det vigtigt, at kommunikationen fungerer.

Hvis man brugerhøreapparat med teleslynge, får man lyden af den, der taler direkte ind i øret - uden forvirrende baggrundsstøj.

Høreforeningen, der er høreapparatbrugernes forening i Danmark, har sørget for at tre banker i det storkøbenhavnske område nu er blevet udstyret med en særlig konferencemappe med indbygget teleslynge.

Mappen fungerer på den måde, at den blot skal åbnes, så aktiveres teleslyngen. Brugeren skal blot huske at slå sit høreapparat over på ’T’ for at modtage signalet.

”Det er dejligt afslappende at bruge teleslynge til møder og foredrag,” siger Carsten Hussing, der selv er høreapparatbruger og formand for Høreforeningens hjælpemiddel- og tilgængelighedsudvalg.
”Jeg er bare ikke sikker på at den bliver brugt. Det er ærgerligt, når man kan have så god gavn af den,” siger han.

Derfor opfordrer Carsten Hussing alle høreapparatbrugere, der har mulighed for at tilslutte teleslynge, til at efterspørge teleslyngeanlæg – i banken, på kommunen, billetkontoret, forretningen eller andre steder, hvor den kan lette kommunikationen.

Indtil videre er der mulighed for at bruge teleslynge i Danske Bank i Glostrup og Hillerød samt Nordea på Lyngby Hovedgade.

Kilde: Hørelsen, oktober 2011