april 03, 2012

Briter har svært ved at høre fjernsynet

Share

Briter har svært ved at høre fjernsynet

En britisk undersøgelse viser, at næsten tre ud af fire har svært ved at høre hvad der bliver sagt i fjernsynet.

Undersøgelsen af taleforståelse på britisk tv viste, at 71 procent af BBCs voksne seere ikke altid kan høre, hvad der bliver sagt i fjernsynet.

Ud af de godt 70 procent voksne seere med problemer, havde 59 procent  problemer en gang imellem, mens 11 procent ofte eller altid havde problemer med at høre hvad der blev sagt.

I aldersgruppen 65 år og ældre, havde 76 procent problemer – 59 procent en gang imellem og 17 procent ofte eller altid.

62 procent af de 65+årige gav udtryk for, at brugen af baggrundsmusik gjorde, at de satte mindre pris på programmerne.
99 procent af dem i aldersgruppen, der i forvejen hørte dårligt, havde problemer med at høre tale på tv – selvom 61 procent af dem brugte høreapparater.

En af de største overraskelser var, at dårlig taleforståelse havde mere at gøre med de tekniske forhold, der havde gjort sig gældende under optagelserne, end at der efterfølgende var lagt baggrundsmusik på.
En detaljeret gennemgang af 22 programmer viste, at de fleste lydproblemer opstod  i forbindelse med den måde, talen blev optaget på. Den efterfølgende baggrundsmusik gjorde kun den dårlige forståelse værre.

Resultaterne af undersøgelsen er så bekymrende, at BBC nu har påbegyndt en ny efteruddannelse, der tager udgangspunkt i undersøgelsens resultater for hele den britiske tv-industri og tv -og filmskolen.

Kilde: www.hear-it.org, 26/03/2012