januar 25, 2012

Børn venter årevis på hørehjælp

Share

Børn venter årevis på hørehjælp

Ventelisterne til audiologiske afdelinger i Irland går ud over børn med høretab, der ofte må vente i årevis på at få hjælp.

 

En ny rapport fra de irske sundhedsmyndigheder viser, at børn med høretab kan risikere at ventei årevis på at få høreapparater på grund af ventelister til de audiologiske afdelinger.

Ifølge rapporten stod flere end 22.000 børn og voksne på venteliste til de offentlige klinikker i oktober 2009. Myndighederne sætter dog selv spørgsmålstegn ved, om tallet kan være overdrevet.

Med hensyn til behandlingen på sygehusenes audiologiske afdelinger, kan ventetiden for børn være op til 36 måneder og 48 måneder for voksne.

Høretab hos børn, der ikke bliver behandlet, kan have meget alvorlige konsekvenser for både den sociale og sproglige udvikling, der kan blive forsinket eller lide uoprettelig skade.
Derfor er det vigtigt at høretab hos børn bliver opdaget og behandlet så hurtigt som muligt.

En af årsagerne til de lange ventelister er manglen på kvalificeret arbejdskraft på de audiologiske afdelinger. Der bliver ikke uddannet audiologiassistenter i Irland, og det er svært at tiltrække arbejdskraften.

For øjeblikket er der færre end 70 ansatte på de audiologiske afdelinger, og der er behov for mindst det dobbelte antal.

Derudover anbefaler rapporten, at der bliver afsat midler til at introducere et nationalt hørescreeningsprogam af alle nyfødte på samme måde som man gør i mange andre lande – bl.a. Danmark.

Kilde: hear.it.org, 19/01/2012