december 22, 2011

Beethovens høretab formede musikken

Share

Beethovens høretab formede musikken

Beethovens voksende høretab kan høres i hans værker. Det mener forskerne bag en ny undersøgelse af den store komponist.

 

Det er almindeligt kendt, at den tyske komponist Ludwig van Beethoven (1770 – 1827) gradvist mistede hørelsen og til sidst blev helt døv. Nu viser en undersøgelse, at det har sat sine tydelige spor i den musik, han komponerede.

Da Beethovens høretab for alvor satte ind, forsvandt mange af de lyse toner fra hans musik og blev i stedet afløst af dybere toner, som komponisten havde lettere ved at høre.

Da han til sidst blev helt døv, kom de lyse toner tilbage i musikken.

Det konkluderer en gruppe hollandske forskere, der har set nærmere på Beethovens strygerkvartetter.
Ved at se på partiturerne for førsteviolinerne og lægge alle tonerne over 1568 Hertz (et højt G) sammen, regnede forskerne ud, hvor mange høje toner der var i de forskellige kvartetter.

Det viste sig, at efter de første dokumenterede beskrivelser af Beethovens høretab omkring 1796, udgjorde de lyse toner omkring otte procent af værkerne.
I 1805, da Beethoven efter eget udsagn havde svært ved at høre træblæsere, udgjorde de lyse toner fem procent af værkerne.

Kvartetterne opus 74 og 95 har færre end to procent lyse toner og er skrevet på et tidspunkt, hvor Beethoven efter sigende skulle have brugt bomuld i ørerne for at beskytte dem mod ubehagelige lyde. Kort tid efter måtte besøgende råbe til ham, og han begyndte at bruge hørerør.

I 1825 kunne Beethoven ikke længere høre sin egen musik. Han skrev i denne periode flere strygekvartetter – opus 127 -135. I dem var procentdelen af lyse toner igen steget til fire procent.

”Vores undersøgelse viser, at Beethoven i højere grad brugte mellem- og bastoner, som han bedre kunne høre, efterhånden som hans hørelse blev dårligere,” siger Edoardo Saccenti, der står bag undersøgelsen.
”Da han til sidst måtte stole helt på sin indre fornemmelse for lyd og ikke længere kunne høre værkerne opført, vendte han langsomt tilbage til sin indre musiske verden og sine tidligere kompositionsteknikker.”

Kilde: telegraph.co.uk, 22/12/2011