december 23, 2011

Alt for høj musik i fitnesscentre

Share

Alt for høj musik i fitnesscentre

Musikken, der pumper af sted i fitnesscentret, kan ødelægge din hørelse.

Motion er sundt, men det er den høje musik, der ofte bliver spillet i fitnesscentre ikke.
Amerikanske forskere fra George Mason University i Virginia har målt støjen i en række spinningklasser (spinning er intensiv cykling på kondicykler, red.). Det gennemsnitlige støjniveau lå på mellem 100 og 110 dB, hvilket er langt over det tilladte støjniveau i industrien og meget skadeligt for ørerne.

Aerobicinstruktørernes fagorganisation i USA, ACE, har udarbejdet et sæt retningslinjer for, hvor høj musikken i fitnesscentre bør være. Ifølge dem, bør støjniveauet aldrig overskride 70 – 80 dB. Disse regler bliver dog kun sjældent overholdt.

Da forskerne fra universitetet konfronterede fitnessinstruktørerne med de voldsomme støjmålinger, blev de mødt med en lang række forskellige forklaringer. Nogle mente, at det var et krav fra motionisterne, at musikken skulle være øredøvende høj, andre troede ikke det var muligt at få pulsen tilstrækkeligt højt op, hvis man ikke skruede højt op for musikken.

Der er ikke nogen grund til at tro, at høj musik i fitnesscentre er et specielt amerikansk fænomen.
I 1999 gennemførte det svenske Arbetslivsinstituttet en lignende måling i 32 centre i Sverige. Også her viste undersøgelsen, at musikken var meget høj – ofte langt over de 85 dB, der kan forårsage varige høreskader.

Kilde: www.hear-it.org